Når en virksomhed står overfor at skulle hente kapital udefra – hvad enten det er gennem business angels, venturefonde eller andre investorer – bliver investoraftalen et centralt dokument. Investeringsprocessen handler ikke kun om tal og kapitaltilførsel, men i høj grad også om at skabe klare rammer for samarbejdet mellem virksomhedens stiftere og de nye investorer. Det er her, investoraftalen kommer ind i billedet som et juridisk værktøj, der skal sikre både virksomhedens og investorernes interesser.
En investoraftale fastlægger de grundlæggende vilkår for investeringen, herunder rettigheder og pligter for alle parter. Aftalen tager højde for alt fra ejerandele og stemmerettigheder til exit-muligheder og fortrolighed. Men investoraftaler er ofte komplekse og indeholder en række juridiske aspekter, som det er afgørende at have styr på for at undgå konflikter og misforståelser længere ude i forløbet.
I denne artikel dykker vi ned i de vigtigste juridiske aspekter, du som iværksætter eller investor skal kende til ved kapitalrejsning. Vi gennemgår de typiske nøgleelementer i investoraftaler, forklarer forskellen på investoraftaler og ejeraftaler, belyser hvordan både minoritets- og majoritetsinteresser kan beskyttes, og ser på centrale temaer som due diligence, fortrolighed, exit-muligheder og konfliktløsning. Dermed får du et solidt overblik over, hvordan du bedst muligt kan sikre dine interesser, når virksomheden åbner døren for nye investorer.
Hvad er en investoraftale, og hvorfor er den vigtig?
En investoraftale er en juridisk kontrakt mellem en virksomhed og dens investorer, der fastlægger de vilkår og betingelser, som gælder for investeringens gennemførelse og det efterfølgende samarbejde. Aftalen beskriver blandt andet, hvor meget kapital investoren tilfører, hvilken ejerandel dette udløser, samt hvilke rettigheder og forpligtelser parterne får.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle
her.
Investoraftalen er essentiel, fordi den skaber klarhed og tryghed for både stiftere og investorer ved at forudse og regulere centrale forhold som stemmeret, bestyrelsesrepræsentation, informationspligt og håndtering af potentielle konflikter.
Uden en veludarbejdet investoraftale risikerer parterne uenigheder og uforudsete problemer, som kan skade virksomhedens drift og udvikling. Derfor er investoraftalen et afgørende værktøj, der sikrer, at alle interesser bliver tilgodeset på en gennemsigtig og retfærdig måde under kapitalrejsningen.
Typiske nøgleelementer i investoraftaler
En investoraftale indeholder typisk en række centrale elementer, som har til formål at regulere forholdet mellem investorerne og selskabet samt mellem investorerne indbyrdes. Et af de vigtigste nøgleelementer er bestemmelser om kapitalindskud, hvor det præciseres, hvor meget den enkelte investor forpligter sig til at investere, og på hvilke vilkår.
Derudover fastsættes der ofte detaljerede regler om selskabets ledelse og beslutningsprocesser, herunder hvilke rettigheder investorerne får til at udpege medlemmer til bestyrelsen eller andre ledende organer.
Stemmerettigheder og vetorettigheder er også væsentlige elementer, da de sikrer, at investorer har indflydelse på væsentlige beslutninger som fx kapitalforhøjelser, fusioner, eller salg af virksomheden.
Beskyttelse mod udvanding (såkaldte anti-dilution-klausuler) er ofte inkluderet for at sikre, at eksisterende investorers ejerandele ikke udhules ved fremtidige kapitaludvidelser til lavere værdiansættelser. Endvidere ses der typisk bestemmelser om forkøbsret og medsalgsret (tag-along), som giver investorer mulighed for at beskytte deres investering eller deltage i eventuelle exits på lige fod med andre aktionærer.
Andre centrale elementer omfatter informationsrettigheder, så investorer løbende får indsigt i selskabets økonomiske og forretningsmæssige udvikling, samt fortroligheds- og konkurrenceklausuler, der forhindrer illoyal adfærd. Samlet set har disse nøgleelementer til formål at skabe gennemsigtighed, forudsigelighed og balance i magtforholdene mellem selskabets ejere og investorer, hvilket er afgørende for at tiltrække og bevare kapital samt sikre en bæredygtig udvikling af virksomheden.
Ejeraftale kontra investoraftale: Forskelle og sammenhænge
En ejeraftale og en investoraftale dækker begge over aftaler mellem selskabets ejere, men de har forskellige formål og anvendelsesområder. Ejeraftalen er typisk en generel aftale mellem alle selskabets ejere, hvor man fastsætter de overordnede spilleregler for ejerskab, stemmerettigheder, overdragelse af aktier og selskabets drift.
Den er ofte relevant i både startups og mere etablerede virksomheder og kan omfatte både stiftere og senere tilkomne ejere.
Investoraftalen er derimod mere specifikt målrettet de forhold, der opstår i forbindelse med, at nye investorer træder ind i selskabet – typisk i forbindelse med kapitalrejsning.
Her reguleres vilkårene for investorernes indskud, eventuelle særlige rettigheder, beskyttelse mod udvanding samt investorenes muligheder for at træde ud igen. Ofte vil investoraftalen bygge videre på eller supplere en eksisterende ejeraftale, så begge aftaler skal tænkes sammen for at sikre, at der ikke opstår uklarheder eller modstrid. Samlet set er ejeraftalen den brede ramme, mens investoraftalen er mere målrettet og tidsbestemt i forhold til konkrete investeringsrunder.
Beskyttelse af minoritets- og majoritetsinteresser
I investoraftaler spiller beskyttelsen af både minoritets- og majoritetsinteresser en central rolle for at sikre et balanceret og velfungerende samarbejde mellem selskabets ejere. Minoritetsaktionærer risikerer ofte at blive tilsidesat i beslutningsprocesser, hvor majoriteten kan træffe afgørelser, der ikke nødvendigvis tilgodeser alles interesser.
Derfor indeholder investoraftaler typisk bestemmelser som vetorettigheder på væsentlige beslutninger, krav om kvalificeret flertal ved visse ændringer samt informations- og indsigelsesrettigheder for minoritetsaktionærer.
Få mere info om Advokat Ulrich Hejle her.
Omvendt har majoritetsaktionærer behov for at kunne træffe nødvendige beslutninger uden urimelige blokeringer, hvilket afspejles i klausuler, der forhindrer enkeltaktionærer i at obstruere selskabets drift eller strategiske udvikling. Balancen mellem disse interesser sikrer, at alle investorer har tillid til processen, og at selskabet kan agere effektivt og forudsigeligt, også når der opstår interessekonflikter.
Due diligence og fortrolighedsklausuler
I forbindelse med kapitalrejsning og indgåelse af investoraftaler er due diligence-processen en afgørende juridisk og kommerciel forudsætning. Due diligence indebærer, at potentielle investorer får adgang til relevante oplysninger om selskabet, dets økonomiske forhold, kontrakter, immaterielle rettigheder, forpligtelser og eventuelle risici.
Formålet er at sikre, at investorerne træffer beslutning på et oplyst grundlag og får afdækket skjulte forhold, der kan påvirke værdien af deres investering. Denne proces kræver ofte udlevering af fortrolige dokumenter og følsomme oplysninger, hvorfor fortrolighedsklausuler – ofte kaldet NDA’er (Non-Disclosure Agreements) – er et centralt element i investoraftaler.
Fortrolighedsklausuler fastsætter klare rammer for, hvordan oplysninger må anvendes, hvem de må deles med, og hvilke konsekvenser det har, hvis aftalen overtrædes.
For både selskabet og investoren er det afgørende at sikre, at forretningshemmeligheder og strategiske oplysninger ikke utilsigtet videregives til tredjemand eller anvendes til andre formål end vurdering af investeringen. Manglende overholdelse af fortrolighedsforpligtelser kan have alvorlige kommercielle og juridiske konsekvenser, hvilket gør det vigtigt at formulere disse klausuler præcist og omfattende.
Det er desuden væsentligt at afstemme omfanget af due diligence og fortrolighedsforpligtelser, så selskabet ikke stiller flere oplysninger til rådighed end nødvendigt, samtidig med at investoren får tilstrækkelig indsigt til at træffe sin beslutning. Samlet set er balancen mellem åbenhed under due diligence og beskyttelse gennem fortrolighedsklausuler et nøglepunkt i enhver investoraftale og et vigtigt redskab til at opbygge tillid mellem parterne.
Exit-muligheder og likvidationspræferencer
Exit-muligheder og likvidationspræferencer er centrale elementer i enhver investoraftale, da de regulerer, hvordan investorer kan realisere deres investering, samt hvordan provenuet fra et eventuelt salg eller opløsning af virksomheden fordeles. Exit-muligheder omfatter typisk bestemmelser om, hvornår og hvordan investorer kan sælge deres ejerandele – eksempelvis gennem børsnotering (IPO), salg til tredjemand eller ved overdragelse til andre ejere.
Likvidationspræferencer fastlægger i hvilken rækkefølge og med hvilke rettigheder investorer modtager betaling i tilfælde af likvidation, salg eller fusion.
Det betyder ofte, at investorer med præferenceaktier får udbetalt deres investering – eventuelt med et forudbestemt afkast – før andre aktionærer modtager noget. Disse mekanismer har stor betydning for risikoprofilen og det potentielle afkast for både investorer og stiftere, og det er derfor afgørende, at vilkårene aftales klart og forståeligt fra starten.
Konfliktløsning og tvistbilæggelse
Konflikter kan opstå i enhver investeringssituation, og derfor er det essentielt, at investoraftaler indeholder klare bestemmelser om, hvordan tvister mellem parterne skal håndteres. Ofte vil aftalen foreskrive, at uenigheder først søges løst gennem forhandling mellem parterne, eventuelt med inddragelse af bestyrelse eller uafhængige rådgivere.
Hvis dette ikke fører til en løsning, kan aftalen indeholde bestemmelser om mægling eller mediation som et næste skridt, før sagen eventuelt indbringes for voldgift eller de almindelige domstole.
Voldgift er en populær løsningsmodel, da processen typisk er hurtigere og mere diskret end retssager, hvilket kan være vigtigt, når der er følsomme oplysninger på spil.
Det er væsentligt, at investoraftalen tydeligt regulerer, hvilket lands ret der gælder, og hvor eventuelle tvister skal behandles, især hvis der er udenlandske investorer involveret. Klare procedurer for konfliktløsning kan være afgørende for at sikre en hurtig og effektiv håndtering af uoverensstemmelser, så virksomhedens drift ikke lider unødigt under langvarige stridigheder.
