I erhvervslivet og i privatøkonomien opstår der ofte situationer, hvor en part ønsker at opnå kredit, indgå en aftale eller sikre opfyldelsen af et krav. I disse tilfælde bliver det almindeligt at stille sikkerhed – altså at udpege bestemte aktiver som garanti for en forpligtelse. Sikkerhedsstillelse tjener til at beskytte kreditor mod tab, hvis skyldneren ikke opfylder sine forpligtelser, og fungerer dermed som et centralt redskab i mange økonomiske dispositioner.
Men sikkerhedsstillelse er ikke blot et praktisk spørgsmål om at vælge et aktiv og angive det som garanti. De juridiske aspekter spiller en afgørende rolle og kan have vidtrækkende konsekvenser for både långiver og låntager. Der gælder en række regler for, hvordan og hvornår sikkerhed kan stilles, hvilke aktiver der kan anvendes, og hvilke risici der er forbundet med aftalen – både for den, der stiller sikkerhed, og for den, der modtager den.
Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle
her.
Denne artikel belyser de væsentligste juridiske aspekter ved sikkerhedsstillelse. Vi ser nærmere på, hvad sikkerhedsstillelse er, hvilke typer aktiver der typisk anvendes, de retlige rammer for gyldighed, mulige risici og konsekvenser samt aktuelle tendenser og praktiske overvejelser, man bør være opmærksom på. Uanset om du er virksomhedsejer, rådgiver eller privatperson, giver denne artikel dig et overblik over, hvad du skal vide om sikkerhedsstillelse som juridisk fænomen.
Definition og formål med sikkerhedsstillelse
Sikkerhedsstillelse betegner en juridisk aftale, hvor en part (sikkerhedsstilleren) afgiver et aktiv som garanti for opfyldelsen af en forpligtelse over for en anden part (sikrede). Formålet med sikkerhedsstillelse er primært at give den sikrede part en øget tryghed for, at krav eller forpligtelser – typisk betaling af gæld eller opfyldelse af en kontrakt – bliver opfyldt.
Hvis skyldneren ikke lever op til sine forpligtelser, får kreditor adgang til at gøre krav på det stillede aktiv, eksempelvis ved at sælge det og modtage provenuet.
Sikkerhedsstillelse anvendes bredt i både erhvervslivet og privat, hvor det bidrager til at mindske risikoen for tab og kan være en forudsætning for, at aftaler eller lån overhovedet indgås. Sikkerhedsstillelsens konkrete udformning og styrke afhænger af den aftale, der indgås, samt gældende lovgivning på området.
Typer af aktiver anvendt som garanti
Som garanti i forbindelse med sikkerhedsstillelse kan der anvendes en bred vifte af aktiver, afhængig af aftalens karakter og de involverede parters behov. Typiske aktiver omfatter fast ejendom, såsom ejerboliger eller erhvervsejendomme, som ofte anvendes til pant ved lån.
Ligeledes benyttes løsøre, herunder biler, maskiner og andet udstyr, hyppigt som sikkerhed, særligt i erhvervsmæssige sammenhænge. Finansielle aktiver som værdipapirer, aktier, obligationer og bankindeståender udgør også almindelige former for garanti, da de hurtigt kan omsættes til likvide midler.
I visse tilfælde anvendes også immaterielle rettigheder, eksempelvis patenter, varemærker eller ophavsrettigheder, dog kræver dette ofte særlig vurdering og ekspertise. Valget af aktiv som garanti afhænger således både af dets værdi, omsættelighed og de retlige muligheder for at gøre sikkerheden gældende ved misligholdelse.
Retlige rammer og krav til gyldighed
Når det kommer til sikkerhedsstillelse, er de retlige rammer og kravene til gyldighed afgørende for, om en sikkerhed faktisk kan håndhæves, hvis skyldneren misligholder sine forpligtelser. I dansk ret er der en række grundlæggende forudsætninger, der skal være opfyldt, før en sikkerhedsstillelse anses for gyldig.
Først og fremmest kræver det, at der foreligger en klar og entydig aftale mellem parterne, hvor det tydeligt fremgår, hvilke aktiver der stilles som sikkerhed, og til fordel for hvem sikkerheden gælder. Aftalen skal som udgangspunkt være skriftlig, idet dette sikrer beviset for aftalens indhold og parternes vilje.
Derudover skal de relevante formkrav i lovgivningen være overholdt, for eksempel tinglysning, hvis der er tale om pant i fast ejendom, eller registrering, hvis det gælder pant i motorkøretøjer eller virksomhedspant. Manglende opfyldelse af sådanne formkrav kan betyde, at sikkerheden ikke kan gøres gældende over for tredjemand, såsom andre kreditorer eller ved skyldnerens konkurs.
Endvidere er det et krav, at den person eller virksomhed, der stiller sikkerheden, faktisk har rådigheden over det pågældende aktiv, og at aktivet ikke allerede er pantsat til fordel for andre uden samtykke eller relevant prioritet. Det er også væsentligt, at sikkerhedsstillelsen ikke strider imod præceptiv lovgivning, for eksempel regler om kreditorbeskyttelse eller aftalelovens bestemmelser om ugyldighed ved tvang, svig eller udnyttelse.
I visse tilfælde kan der også være særlige regler, der beskytter forbrugere eller visse svage parter, hvilket kan stille yderligere krav til aftalens indgåelse og oplysning om konsekvenserne.
Gyldigheden af sikkerhedsstillelsen kan desuden afhænge af, om der foreligger et gyldigt underliggende retsforhold, for eksempel et lån eller en leveringsaftale. Hvis hovedforpligtelsen falder bort eller erklæres ugyldig, kan sikkerheden tilsvarende bortfalde.
- Du kan læse meget mere om Advokat Ulrich Hejle her.
Samlet set betyder de retlige rammer, at både skyldner og kreditor nøje må sikre sig, at alle formelle og materielle krav er opfyldt, for at sikkerhedsstillelsen kan anses for gyldig og have den tilsigtede virkning både mellem parterne og overfor omverdenen.
Risici og konsekvenser ved sikkerhedsstillelse
Når man stiller aktiver som sikkerhed, påtager man sig en række risici, der kan få væsentlige konsekvenser. En af de mest åbenlyse risici er, at det stillede aktiv kan gå tabt, hvis debitor misligholder sine forpligtelser, hvilket betyder, at kreditor kan gøre udlæg i eller realisere aktivet for at dække gælden.
Dette kan eksempelvis føre til tvangsauktion over fast ejendom eller salg af værdipapirer.
Derudover kan sikkerhedsstillelse begrænse ens økonomiske handlefrihed, idet det pågældende aktiv ikke frit kan disponeres over, sælges eller belånes yderligere, før sikkerheden er frigivet. Endvidere kan der opstå negative konsekvenser for ens kreditværdighed, idet eksisterende sikkerhedsstillelser ofte indgår i kreditvurderingen ved fremtidige låneansøgninger.
I tilfælde af konkurser kan prioriteringsrækkefølgen mellem flere kreditorer føre til, at visse aktiver ikke fuldt ud dækker gælden, hvilket kan medføre yderligere tab. Endelig kan der være betydelige omkostninger forbundet med at etablere og vedligeholde sikkerheden, herunder tinglysningsafgifter og juridisk bistand, hvilket bør indgå i de samlede overvejelser ved sikkerhedsstillelse.
Praktiske overvejelser og tendenser i udviklingen
Når aktiver stilles som sikkerhed, bør både långivere og låntagere nøje overveje en række praktiske forhold, der kan få betydelig betydning for aftalens gennemførelse og risikobilledet. Først og fremmest er det væsentligt at sikre, at der er fuld klarhed over hvilke aktiver, der stilles som sikkerhed, samt hvordan disse aktiver kan realiseres i tilfælde af misligholdelse.
Dette indebærer blandt andet en grundig vurdering af aktivernes værdi og omsættelighed, samt om der kan foreligge tredjemandsrettigheder eller andre begrænsninger, der kan vanskeliggøre inddrivelse.
Samtidig er det afgørende at have styr på de administrative processer, herunder korrekt registrering i relevante registre, så krav på sikkerheden kan gøres gældende over for tredjemand. I praksis ser man, at digitalisering og automatisering af sikkerhedsstillelsesprocesser vinder stadig større indpas, hvilket både kan øge gennemsigtigheden og mindske risikoen for fejl.
Der ses også en stigende tendens til brugen af mere komplekse og sammensatte sikkerhedspakker, hvor flere typer aktiver kombineres for at opnå en mere robust risikospredning.
Endvidere har øget internationalisering og grænseoverskridende transaktioner medført et større fokus på harmonisering og anerkendelse af sikkerhedsrettigheder på tværs af jurisdiktioner, hvilket stiller nye krav til både rådgivere og parter. I takt med disse tendenser bliver det stadig vigtigere at have en løbende dialog mellem alle involverede parter og at inddrage juridisk og kommerciel ekspertise tidligt i processen. Samlet set kræver udviklingen på området en høj grad af opmærksomhed på både de praktiske og strategiske aspekter af sikkerhedsstillelse for at imødegå nye udfordringer og udnytte de muligheder, der opstår i markedet.
