Virksomheder, der ønsker at vokse eller optimere deres drift, står ofte over for behovet for ekstern finansiering. Lånefinansiering er en af de mest udbredte metoder, hvor virksomheder optager lån hos banker eller andre långivere for at få adgang til den nødvendige kapital. Men med lånefinansiering følger også en række juridiske dokumenter og kontraktuelle forpligtelser, som kan være afgørende for både virksomhedens frihedsgrader og dens fremtidige økonomiske situation.
Denne guide giver dig et overblik over de vigtigste kontrakter, du vil møde i forbindelse med lånefinansiering af virksomheder. Vi gennemgår blandt andet låneaftalen, sikkerhedsdokumenter, covenants og de særlige aftaler, der opstår, når flere långivere er involveret. Målet er at ruste dig til at forstå de væsentligste vilkår og faldgruber, så du kan navigere sikkert gennem finansieringsprocessen og træffe velinformerede beslutninger.
Låneaftalen: Grundstenen i finansieringen
Låneaftalen er selve fundamentet for enhver lånefinansiering af virksomheder og udgør den centrale kontrakt mellem långiver og låntager. Det er her, alle væsentlige vilkår for lånet fastlægges – herunder lånebeløb, rente, løbetid, udbetalingsbetingelser og afdragsstruktur. Låneaftalen beskriver dermed både långivers rettigheder og virksomhedens forpligtelser gennem hele lånets løbetid.
Aftalen indeholder typisk også bestemmelser om, hvordan misligholdelse håndteres, hvilke sikkerheder der kræves samt hvilke informationer virksomheden løbende skal give til långiver. En grundig og gennemtænkt låneaftale er derfor afgørende for at sikre klarhed, forudsigelighed og tryghed for begge parter – og for at undgå uenigheder eller misforståelser senere i forløbet.
Sikkerhedsdokumenter: Pant og garantier
Når en virksomhed optager lån, kræver långiver ofte sikkerhed for at minimere sin risiko. Dette sker typisk gennem sikkerhedsdokumenter, der formaliserer pant og garantier. Pant kan for eksempel tages i virksomhedens aktiver som ejendom, maskiner, varelager eller tilgodehavender, hvilket betyder, at långiver får fortrinsret til disse aktiver, hvis låntageren ikke kan tilbagebetale lånet.
Garantier kan gives af virksomhedens ejere eller moderselskab, og indebærer, at de forpligter sig til at dække lånet, hvis virksomheden ikke kan betale.
Få mere information om Advokat Ulrich Hejle
her.
Sikkerhedsdokumenterne er derfor centrale kontrakter i lånefinansiering, da de både beskytter långivers interesser og kan være afgørende for, om virksomheden overhovedet kan opnå finansiering. Det er vigtigt, at virksomheden forstår konsekvenserne af at stille pant eller udstede garantier, herunder de potentielle risici for tab af aktiver eller øget hæftelse for ejerkredsen.
Covenants og forpligtelser: Hvad skal virksomheden overholde?
Covenants og forpligtelser er centrale elementer i enhver låneaftale og udgør de regler og betingelser, som virksomheden skal overholde i lånets løbetid. Der skelnes ofte mellem finansielle og operationelle covenants. Finansielle covenants kan eksempelvis kræve, at virksomheden opretholder bestemte nøgletal, såsom egenkapitalandel, gældsgrad eller EBITDA-niveau.
Operationelle covenants kan forbyde eller begrænse visse handlinger, som eksempelvis salg af væsentlige aktiver, optagelse af yderligere gæld eller ændringer i virksomhedens ledelse. Formålet med covenants er at beskytte långiverens interesser og sikre, at virksomhedens økonomiske situation ikke forværres væsentligt under lånet.
Overtrædelse af covenants kan medføre misligholdelse af låneaftalen, hvilket kan give långiveren ret til at kræve lånet indfriet før tid eller stille yderligere krav til virksomheden. Det er derfor afgørende, at virksomheden forstår de forpligtelser, der påtages, og løbende overvåger overholdelsen af disse gennem hele lånets løbetid.
- Du kan læse meget mere om Ulrich Hejle her >>
Aftaler med långivere: Syndikering og klub-lån
Når en virksomhed har behov for større lån, kan det ofte være nødvendigt at indgå aftaler med flere långivere samtidigt. Dette sker typisk enten gennem syndikerede lån eller klub-lån. Ved syndikering går en gruppe banker eller finansielle institutioner sammen om at yde et samlet lån, hvor én af dem typisk fungerer som agentbank og koordinerer samarbejdet.
Alle långivere er bundet af de samme lånevilkår, men deres økonomiske andel og risiko deles imellem dem.
Klub-lån adskiller sig ved, at en mindre, mere eksklusiv gruppe långivere i fællesskab yder lånet, ofte uden en egentlig agentbank, og med mere fleksible forhandlinger om vilkårene.
For virksomheder betyder syndikering og klub-lån, at de kan opnå større finansiering end hos én enkelt långiver, men det kræver også omhyggelige aftaler om rettigheder, kommunikation og beslutningsprocesser mellem alle parter. Det er derfor afgørende, at låneaftalerne tydeligt fastlægger roller, ansvar og procedurer, så samarbejdet mellem långivere og virksomhed fungerer gnidningsfrit gennem hele lånets løbetid.
Intercreditor-aftaler: Samspil mellem flere kreditorer
Når en virksomhed finansieres gennem lån fra flere forskellige kreditorer – eksempelvis banker, obligationsholdere eller alternative långivere – opstår der et behov for at afklare, hvordan kreditorerne indbyrdes skal forholde sig. Dette sker gennem en såkaldt intercreditor-aftale. En intercreditor-aftale fastlægger de rettigheder og prioriteter, som hver enkelt kreditor har i forhold til tilbagebetaling, sikkerheder og eventuel tvangsfuldbyrdelse, hvis virksomheden får økonomiske problemer.
Aftalen regulerer blandt andet, hvem der har første ret til at få dækket deres tilgodehavende, hvordan betalinger fordeles, og hvordan beslutninger om eksempelvis ændringer i lånevilkår eller realisation af pant træffes.
Formålet er at minimere konflikter mellem kreditorerne og skabe klarhed om procedurer i kritiske situationer. For virksomheden betyder det ofte, at der opnås en mere smidig låneproces, mens kreditorerne sikres mod uforudsete tab som følge af uklare indbyrdes relationer. Intercreditor-aftaler er derfor et centralt element ved større eller sammensatte lånefinansieringer, hvor flere långivere er involveret.
Vilkår for tilbagebetaling og førtidig indfrielse
Vilkårene for tilbagebetaling og førtidig indfrielse er centrale elementer i enhver låneaftale og har stor betydning for virksomhedens likviditet og fleksibilitet. Tilbagebetalingsvilkårene beskriver, hvordan og hvornår lånet skal afdrages, herunder afdragsprofil (f.eks. løbende afdrag eller bullet-afdrag ved udløb), rentebetalinger samt eventuelle muligheder for afdragsfrihed.
Det er vigtigt at være opmærksom på, om der er bestemte betalingsdatoer, og hvilke konsekvenser forsinkede betalinger kan have, såsom morarenter eller misligholdelse. Førtidig indfrielse — altså muligheden for at indfri lånet helt eller delvist før tid — kan give virksomheden fleksibilitet, men er ofte forbundet med gebyrer eller præmiebetalinger til långiver.
Långivere kan kræve kompensation for tabt renteindtægt, hvis lånet indfries før tid, og dette bør fremgå tydeligt af kontrakten. Det er derfor essentielt at gennemgå og forstå alle betingelser for både ordinær tilbagebetaling og førtidig indfrielse, så virksomheden kan planlægge sin økonomi optimalt og undgå uventede omkostninger.
Rådgivning og due diligence før underskrift
Inden virksomheden skriver under på lånefinansieringsdokumenterne, er det afgørende at gennemføre en grundig due diligence og søge professionel rådgivning. En juridisk og økonomisk gennemgang af kontrakterne kan afdække skjulte risici, uhensigtsmæssige vilkår eller forpligtelser, der kan påvirke virksomhedens drift og økonomi i lånets løbetid.
Rådgivere kan hjælpe med at forhandle mere fordelagtige betingelser, identificere potentielle faldgruber og sikre, at alle relevante aspekter – såsom sikkerhedsstillelser, covenants og hæftelsesforhold – er tydeligt beskrevet og forstået.
Due diligence-processen omfatter typisk en vurdering af virksomhedens finansielle situation, de stillede sikkerheder samt en analyse af samspillet mellem de forskellige kontraktlige dokumenter. En grundig forberedelse og ekstern rådgivning kan derfor være afgørende for at minimere risikoen og sikre, at virksomheden ikke forpligter sig til uoverskuelige eller byrdefulde aftalevilkår.
