I erhvervslivets verden spiller finansiering en afgørende rolle for virksomheders vækst og drift. For at opnå lån og kredit må virksomheder ofte stille sikkerhed – typisk i form af pant i aktiver – for at give långivere tryghed for tilbagebetaling. Sikkerhedsstillelse og pant udgør derfor centrale elementer i det juridiske landskab omkring erhvervsfinansiering, hvor både virksomhedens og långiverens interesser skal balanceres nøje.
Denne artikel dykker ned i de juridiske aspekter, som virksomheder bør være opmærksomme på, når der stilles sikkerhed i forbindelse med finansiering. Vi ser nærmere på de mest anvendte former for pant, de centrale krav til aftaleindgåelse og hvilke risici, der kan opstå – især i tilfælde af misligholdelse. Endelig belyses, hvordan digitalisering, ESG-krav og andre fremtidige tendenser påvirker området. Målet er at give et overblik over de væsentligste juridiske forhold, som virksomheder og rådgivere skal kende til for at navigere sikkert i forbindelse med erhvervsfinansiering og sikkerhedsstillelse.
Hvad er sikkerhedsstillelse og pant i erhvervsfinansiering?
Sikkerhedsstillelse og pant er centrale begreber i erhvervsfinansiering, da de udgør fundamentet for mange virksomheders muligheder for at opnå lån og kredit. Når en virksomhed ønsker at optage et lån, vil långiveren – typisk en bank eller et andet finansieringsinstitut – ofte kræve, at virksomheden stiller en form for sikkerhed for tilbagebetalingen.
Sikkerhedsstillelse kan ske på flere måder, men pant er en af de mest udbredte former. Pant indebærer, at virksomheden giver långiveren en juridisk ret til at gøre krav på bestemte aktiver, såsom ejendomme, maskiner eller varelager, hvis lånet ikke tilbagebetales som aftalt.
Få mere info om Ulrich Hejle
her.
På den måde reducerer långiveren sin risiko for tab, mens virksomheden får adgang til nødvendig kapital. Pant og anden sikkerhedsstillelse reguleres af en række juridiske regler, der skal sikre både långivers og låntagers rettigheder og afklare, hvad der sker, hvis lånet misligholdes.
De mest anvendte former for pant og deres juridiske betydning
I dansk erhvervsfinansiering anvendes især underpant, håndpant og virksomhedspant som de mest udbredte former for pant. Underpant omfatter typisk fast ejendom, hvor eksempelvis en virksomhedsstiftelse eller et realkreditinstitut får sikkerhed i ejendommen uden fysisk at tage den i besiddelse. Håndpant anvendes ofte ved løsøre eller værdipapirer, hvor pantet fysisk overdrages til panthaver.
Virksomhedspant er en særlig type underpant, hvor hele eller dele af virksomhedens aktiver – såsom varelager, driftsudstyr eller tilgodehavender – stilles til sikkerhed for lån. Juridisk set indebærer pantsætning, at panthaver får en fortrinsret til at søge sig fyldestgjort i det pantsatte aktiv forud for virksomhedens øvrige kreditorer, hvis virksomheden misligholder sine forpligtelser.
Pantsætning skal som udgangspunkt tinglyses eller registreres for at opnå gyldighed og beskyttelse mod tredjemand. Valget af panttype har derfor stor juridisk betydning for både låntager og långiver, da det påvirker sikkerhedens styrke, tvangsfuldbyrdelsesmuligheder og andre kreditorers adgang til aktiverne.
Aftaleindgåelse og centrale juridiske krav ved sikkerhedsstillelse
Ved aftaleindgåelse om sikkerhedsstillelse i erhvervsfinansiering er det afgørende, at parterne indgår en klar og præcis aftale, hvor vilkårene for sikkerhedsstillelsen fastlægges. Det følger af almindelige aftaleretlige principper, at der skal være enighed om de væsentligste elementer, herunder hvilke aktiver der stilles til sikkerhed, sikkerhedens omfang samt betingelserne for realisation af sikkerheden.
Derudover stiller dansk ret specifikke formkrav til visse former for pant, eksempelvis tinglysning ved virksomhedspant og ejendomsforbehold, eller krav om skriftlighed ved pantsætning af løsøre og fordringer.
Manglende opfyldelse af disse krav kan medføre, at pantet ikke opnår den tilsigtede retsbeskyttelse over for tredjemand – såsom kreditorer eller ved konkurs.
Endvidere skal aftalen være i overensstemmelse med ufravigelige regler i fx kreditaftaleloven og konkursloven, der har til formål at beskytte både skyldnere og øvrige kreditorer. Parterne bør derfor være opmærksomme på at indhente nødvendig juridisk rådgivning for at sikre, at alle relevante formalia og krav er opfyldt, så sikkerhedsstillelsen bliver gyldig og effektiv.
Risici, misligholdelse og tvangsfuldbyrdelse
Når en virksomhed stiller sikkerhed eller pant for et lån, medfører det en række risici, både for långiver og låntager. En af de væsentligste risici for långiver er, at pantets værdi kan falde, eller at det viser sig vanskeligt at realisere i tilfælde af låntagers misligholdelse.
For låntager udgør pantets stillet sikkerhed en risiko for tab af væsentlige aktiver, hvis betalingerne ikke overholdes.
Misligholdelse opstår typisk, hvis låntager ikke betaler ydelserne rettidigt eller overtræder andre væsentlige vilkår i aftalen. I sådanne tilfælde har långiver som udgangspunkt ret til at gøre sikkerheden gældende, hvilket ofte sker gennem tvangsfuldbyrdelse – eksempelvis ved tvangssalg eller auktion over de pantsatte aktiver.
Her kan du læse mere om Advokat Ulrich Hejle >>
Processen for tvangsfuldbyrdelse er reguleret af retsplejeloven og kræver nøje overholdelse af formelle krav, herunder korrekt varsling og eventuel inddragelse af fogedretten. Det er derfor afgørende, at begge parter har et indgående kendskab til de juridiske rammer, så risiciene kan håndteres og potentielle tab minimeres.
Fremtidens udvikling: Digitalisering, ESG-krav og nye tendenser
Digitaliseringen har allerede sat sit præg på erhvervsfinansiering og forventes i de kommende år at ændre både processer og dokumentation ved sikkerhedsstillelse og pant markant. Elektroniske pantebreve, digitale signaturer og automatiserede tinglysningssystemer effektiviserer arbejdsgange og reducerer risikoen for fejl.
Samtidig stiller ESG-krav (Environmental, Social, Governance) nye forventninger til både långivere og låntagere. Flere finansielle institutioner vurderer i stigende grad virksomheders bæredygtighedsprofil, hvilket kan få betydning for, hvilke aktiver der accepteres som sikkerhed, samt de betingelser der knyttes til finansieringen.
Nye tendenser ses også i form af såkaldte grønne pantebreve og finansieringsmodeller, der understøtter miljømæssigt ansvarlige investeringer. Samlet betyder disse udviklinger, at virksomheder må forberede sig på en mere kompleks og digitalt understøttet due diligence-proces, hvor både teknologisk omstilling og ansvarlig virksomhedsdrift får øget betydning for mulighederne for at stille sikkerhed og opnå erhvervsfinansiering.
